Der må efterhånden trille en del kroner ind på kontoen hos fodboldstjernen Lionel Messi. Altså ud over dem, der triller ind som resultat af hans meriter på grønsværen.
Turkish Airlines, Pepsi, EA Sports og Samsung, er blot nogle af de brands, som inden for det seneste års tid har haft den elegante argentinske boldkunstner på ”lønningslisten”. Og nu er så også Procter & Gambles barber-brand Gillette kommet til som ”arbejdsgiver”.
Idet Gillette dog samtidig har tegnet sig som partner i Messis- velgørende fond, LeoMessiFoundation.
Det hele sker naturligvis netop nu, skriver britiske marketingweek.co.uk, fordi Gillette gerne vil markere sig op mod slutrunden ved VM i fodbold i Brasilien om et halvt års tid.
En ny kampagne, “Inner Steel”, som i øvrigt også har den britiske keeper Joe Hart, tyske Thomas Müller og en stribe andre kendte fodboldspillere – herunder selveste legenden Pelé – som ambassadører, skal ”hylde og fejre fodboldfans, som uanset hvad altid støtter deres hold”.
Hashtag’et #InnerSteel er også en del af kampagnen, som formelt skal promovere en ny serie barber-skrabere i nationale farver – Special Edition Country Razors – som kan købes frem til 31. juli 2014, hvor VM er slut, men som i høj grad også har til formål at sætte Gillette-brandet på VM-dagsordenen.
For at markere starten har Gillette offentliggjort en ny film, “Trading Places”, hvor Messi stiller op sammen med den schweiziske tennisstjerne Roger Federer.
I filmen sendes masser af signaler i retning af VM i fodbold – uden dog at selve begivenheden nævnes, idet Gillette faktisk ikke er officiel sponsor for FIFA Wold Cup 2014. Men derfor kan man jo godt lave noget med flag, nationalfarver og fodboldspillere.
Se filmen ”Trading Places” med Lionel Messi og Roger Federer her.